VEDTÆGTER
for
Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester, SASO.
Vedtaget d.10.4.2007
§ 1 Orkestrets navn er Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester - forkortet SASO.
§ 2 Orkestrets formål er
a. at give amatørmusikere fra Syd- og Sønderjylland samt Sydslesvig mulighed for at spille musik for stort symfoniorkester, primært ved at vedligeholde et fuldt besat amatørsymfoniorkester i landsdelen, og samtidig
b. tilbyde denne mulighed for elever fra MGK og de kommunale musikskoler.
§ 3 Aktivt medlemskab forudsætter bestyrelsens godkendelse.
Ophør af medlemskab skal meddeles bestyrelsen.
§ 4 En koncert og dens forudgående prøveforløb betragtes som et projekt hvortil de aktive medlemmer principielt har mødepligt. Afbud til prøverne meddeles i følge de af bestyrelsen fastsatte regler.
Det er muligt at tage orlov (fratræde som aktiv) og forblive medlem. Orlov aftales med bestyrelsen.
§ 5 Orkestrets medlemmer betaler kontingent, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Hel eller delvis kontingentfritagelse kan bevilges af bestyrelsen.
§ 6 Orkestret ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. Bestyrelsen og 2 suppleanter vælges af generalforsamlingen blandt orkestrets medlemmer.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær, nodearkivar og kan søge assistance uden for bestyrelsen i det omfang opgaverne kræver det.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, dog således at halvdelen (valgfrit afrundet op eller ned ved ulige antal) af bestyrelsen afgår det ene år, resten det følgende år. Suppleanterne vælges for 2 år ad gangen.
§ 7 Regnskabsåret følger kalenderåret, og regnskabet revideres af en revisor, som vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. En revisorsuppleant vælges ligeledes for 2 år.
§ 8 Generalforsamlingen er orkesterets øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling holdes hvert år inden 15. juni. Mødet indkaldes med mindst 2 ugers varsel ved en forudgående orkesterprøve og mailes eller brevforsendes til fraværende medlemmer. Så vidt muligt er datoen for generalforsamlingen fastsat i forårets prøveplan.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig såfremt ordstyreren ved begyndelsen konstaterer, at mindst 50% af medlemmerne er til stede.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer.
Afstemninger foregår ved håndsoprækning. Afstemning af bestemte punkter sættes til skriftlig afstemning, såfremt ét medlem fremsætter ønske herom.
Beretninger, regnskaber, budget og kontingentforslag skal godkendes hver for sig af generalforsamlingen.
Dagsordenen indeholder følgende faste punkter:
1. Valg af ordstyrer og referent
2. Formandens beretning for det forløbne år og planer for det kommende års aktiviteter for SASO.
3. Bemærkninger ved den aktuelle dirigent.
4. SASO-kassererens aflæggelse af revideret regnskab, budget for det kommende år samt bestyrelsens kontingentforslag.
5. Valg til bestyrelsen, valg af revisor og suppleant.
6. Indkomne forslag.
7. Eventuelt.
Forslag til dagsorden skal være afleveret skriftligt til bestyrelsen senest en uge før generalforsamlingen.
§ 9 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med mindst 2 ugers varsel med angivelse af ønsker til dagsorden på foranledning af
1) Formanden, 2) 2 bestyrelsesmedlemmer i forening, 3) 10 medlemmer i forening.
Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig efter reglerne i §8.
§ 10 Dirigenten ansættes af bestyrelsen for det enkelte projekt (eller evt. for en afgrænset tidsperiode) og deltager efter behov i bestyrelsesmøderne som rådgiver i spørgsmål, som angår orkestrets musikalske arbejde. Bestyrelsen kan tilknytte instruktører til de enkelte instrumentgrupper efter behov.
§ 11 Under SASO sorterer SMS. Stævnet afvikles efter SMS’s vedtægter. Regnskaberne for SMS og SASO føres adskilt.
§ 12 Eventuel opløsning af orkestret skal besluttes på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med 14 dages mellemrum og i overensstemmelse med §9.
Generalforsamlingen, der opløser orkestret, træffer beslutning om anvendelse af orkestrets aktiver, således at aktiverne overføres til foreninger, organisationer eller institutioner, der varetager tilsvarende formål som nævnt i § 2; dog må intet medlem kunne drage økonomisk fordel heraf.
Bemærkninger:
"kommunale musikskoler" skal måske udskiftes når aktiviteterne i de nye storkommuner dukker op og får navn.
Der gives bestyrelsen kompetence til at fastlægge vilkårene. Den er den nuværende bestyrelses opfattelse, at hvis en orlovsaspirant vil bevare sin plads, så må vedkommende bevare sit betalende medlemskab.
Sidste afsnit er Finn Hansens formulering.
Det betyder, at penge, noder eller instrumenter vil kunne overføres til et andet amatørorkester, en institution som Musisk Center Askov eller en organisation som DAOS.