|
v/Claus Münchow Bjerggade 1 DK-6400, Sønderborg |
SASO Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester |
Tlf.: 7442 3457 E-mail: formanden@saso.dk WEB: http://saso.dk |
Pressemeddelelse januar 2009
SASO giver nytårskoncerter sammen med symfonigruppen på Tønder Musikskole. Koncerten finder sted i Ballum Multihus lørdag d.24. januar 2009.
Entre kr. 50,-. Men så er der også kaffe og kage!
Programmet består af festlige numre fra orkestrets efterårsprogram suppleret med decideret nytårsmusik i 2. afdeling.
Endvidere får de unge musikere fra Tønder Musikskole lov at prøve at sidde i et stort, fuldtonende symfoniorkester idet vi sammen spiller to små værker af hhv. Händel og Beethoven.
Koncerten er et led i en musikpolitisk strategi.
Det professionelle Sønderjyllands Symfoniorkester, SSO, bringer gode musikoplevelser ud til de større byer i landsdelen.
I forbindelse med kommunesammenlægningerne har SASO besluttet at supplere dette arbejde med koncerter i de lidt mindre bysamfund, hvor SSO ikke kommer. I november 2007 gav vi koncert på Agerskov Ungdomsskole. I maj 2008 gav vi koncerter i Gråsten Skoles Multirum, i Multihuset i Ballum og i Musikhuset i Sønderborg. I efteråret 2008 gav vi koncert på Nørherredhus, Nordborg. Og vi er meget glade for at værterne i Ballum vil se os allerede igen nu til en nytårskoncert.
I efteråret 2007 indledte vi et samarbejde med Sønderborg Musikskole, således at musikskolens dygtigste unge musikere får mulighed for også at opleve arbejdet i et stort symfoniorkester.
Formålet er dobbelt. De unge musikskoleelever får ekstra oplevelses- og udviklingsmuligheder sammen med erfarne, gode amatørmusikere, og SASO får en tilgang af især strygere, som er en mangelvare i Sønderjylland.
At spille i et stort symfoniorkester er på mange måder den ultimative oplevelse for musikere inden for den klassiske musik. Her møder man størsteparten af musikkulturens guldkorn. Hver enkelt lille mus som sidder og bidrager til den store, rigt facetterede klangfrembringelse, får en umiskendelig ”hør hvor vi tramper”-oplevelse som kan give stor inspiration ved den daglige øvning og give et realistisk bidrag til børnenes drømme for deres fremtid.
Samarbejdet med musikskolen har afstedkommet en ændring i vores værkvalg. Vi spiller ikke mere de store symfonier, som ofte i visse satser byder på meget store tekniske udfordringer. Vi vælger stadig blandt de største værker, men mere specifikt med hensyn til at de skal ligge godt for vores orkester. Det har resulteret i mere farverige og afvekslende programmer, se selv:
|
25-11-2008 Nørherredhus, Nordborg, kl. 20:00 02-12-2008 Musikhuset, Sønderborg, kl. 20:00 Dirigent Lars Birkelund Olsen. Program: Fra Delibes Coppelia: Introduktion og Mazurka , festdans og timevals Eric Coates: The sleepy lagoon, The dambusters Herold: Zampa Elgar: Chanson de nuit, Chanson de matin Berlioz: March fra Fausts fordømmelse
|
Nytårskoncerten d. 24.1. 2009 i Ballum L.J.F. Herold: Zampa, ouverture John Williams: Fra Schindlers List med solist Léo Delibes: Introduktion og Mazurka, festdans og timevals fra balletten Coppelia Eric Coates: The sleepy Lagoon Hector Berlioz: March fra Fausts fordømmelse Pause Händel & Beethoven med Tønder Musikskole Eric Coates: The Dambusters J. Gade: Tango Jalousi med solist Johann Strauss Jr.: FrauenWalzer Johann Strauss Sr: Radetzky march og en rigtig nytårsoverraskelse hvis publikum skulle finde på at klappe! |
Uddrag af http://saso.dk/koncerter.htm
Se i øvrigt http://saso.dk
Med venlig hilsen på SASOs vegne
Claus Münchow, 7442 3457, formand