v/Claus Münchow

Bjerggade 1

DK-6400, Sønderborg

SASO

Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester

     Tlf.:                          7442 3457

E-mail:        formanden@saso.dk

   WEB:                   http://saso.dk

 

 

 

Pressemeddelelse november 2008

 

SASO giver koncerter:

d.25.11.  Nørherredhus, d.2.12. Musikhuset, Skovvej 16, Sønderborg, begge kl. 20:00. Gratis adgang

 

SASO, Sønderjysk AmatørSymfoniOrkester, blev startet i 1963 inspireret af planerne om at oprette Sønderjyllands Symfoniorkester, SSO. Nu skulle egnen dækkes ind med symfonisk musik for det kræsne musikpublikum og med muligheden for gode amatørers selvudfoldelse. Begge orkestre er netop fyldt 45 år.

 

Det professionelle SSO bringer gode musikoplevelser ud til de større byer i landsdelen.

I forbindelse med kommunesammenlægningerne har SASO besluttet at supplere dette arbejde med koncerter i de lidt mindre bysamfund, hvor SSO ikke kommer. I november 2007 gav vi koncert på Agerskov Ungdomsskole. I maj 2008 gav vi koncerter i Gråsten Skoles Multirum, i Multihuset i Ballum og i Musikhuset i Sønderborg.

 

I efteråret 2007 indledte vi et samarbejde med Sønderborg Musikskole, således at musikskolens dygtigste unge musikere får mulighed for også at opleve arbejdet i et stort symfoniorkester.

Formålet er dobbelt. De unge musikskoleelever får ekstra oplevelses- og udviklingsmuligheder  sammen med erfarne, gode amatørmusikere, og symfoniorkestret får en tilgang af især strygere, som er en mangelvare i Sønderjylland.

At spille i et stort symfoniorkester er på mange måder den ultimative oplevelse for musikere inden for den klassiske musik. Her møder man størsteparten af musikkulturens guldkorn. Hver enkelt lille mus som sidder og bidrager til den store, rigt facetterede klangfrembringelse, får en umiskendelig ”hør hvor vi tramper”-oplevelse som kan give stor inspiration ved den daglige øvning og give et realistisk bidrag til børnenes drømme for deres fremtid.

 

Samarbejdet med musikskolen har afstedkommet en ændring i vores værkvalg. Vi spiller ikke mere de store symfonier, som ofte i visse satser byder på meget store tekniske udfordringer. Vi vælger stadig blandt de største værker, men mere specifikt med hensyn til at de skal ligge godt for vores orkester. Det har resulteret i mere farverige og afvekslende programmer, se selv:

 

25-11-2008 Nørherredhus, Nordborg, kl. 20:00

02-12-2008  Musikhuset, Sønderborg, kl. 20:00

Dirigent Lars Birkelund Olsen.

Program:

Fra Delibes Coppelia: Introduktion og  Mazurka , festdans og timevals 

Eric Coates: The sleepy lagoon, The dambusters

Herold: Zampa

Elgar: Chanson de nuit, Chanson de matin

Berlioz: March fra Fausts fordømmelse

Ravel: Bolero 

samt nytårskoncert d. 24.1. 2009 i Ballum

 

Uddrag af http://saso.dk/koncerter.htm

Se i øvrigt http://saso.dk

 

 

Med venlig hilsen på SASOs vegne

Claus Münchow, 7442 3457, formand